1 Sæt hornet for din mund, som en Ørn over Herrens Hus! - fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov. 2 De råber til mig: “Min Gud! Vi, Israel, kender dig.” 3 Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem. 4 De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang. 5 Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem - hvor længe? De kan ikke slippe for Straf. 6 Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive. 7 Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet. 8 Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd. 9 Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver. 10 Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu*; snart salver de ikke mere konge og Fyrster. { [*dvs. til dem.] } 11 Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd*; { [*i V. 9-11 er Teksten usikker.] } 12 jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke. 13 Slagtofre elsker de - slagter, elsker Kød - og æder*; HERREN behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten. { [*dvs. de ofrer for at svælge i Offermåltider. Es. 1, 11; 28, 7 f. Am. 5, 22.] } 14 Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.