1 Thi hver Ypperstepræst tages iblandt Mennesker og indsættes for Mennesker til Tjenesten for Gud, for at han skal frembære både Gaver og Slagtofre for Synder, 2 som en, der kan bære over med de vankundige og vildfarende, eftersom han også selv er stedt i Skrøbelighed 3 og for dens Skyld må frembære Syndoffer, som for Folket således også for sig selv. 4 Og ingen tager sig selv den Ære, men han kaldes af Gud, ligesom jo også Aron. 5 Således har ej heller Kristus tillagt sig selv den Ære at blive Ypperstepræst, men den, som sagde til ham: “Du er min Søn, jeg har født dig i Dag,” 6 som han jo også siger et andet Sted: “Du er Præst til evig Tid, efter Melkisedeks Vis,” 7 han, som i sit Køds Dage med stærkt Råb og Tårer frembar Bønner og ydmyge Begæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i* sin Angst, { [*nøjagtigere: bort fra.] } 8 og således, endskønt han var Søn, lærte Lydighed af det, han led, 9 og efter at være fuldkommet blev Årsag til evig Frelse for alle dem, som lyde ham, 10 idet han af Gud blev kaldt Ypperstepræst efter Melkisedeks Vis. 11 Herom have vi meget at sige, og det er vanskeligt at forklare, efterdi I ere blevne sløve til at høre. 12 Thi skønt I efter Tiden endog burde være Lærere, trænge I atter til, at man skal lære eder Begyndelsesgrundene i Guds Ord, og I ere blevne sådanne, som trænge til Mælk og ikke til fast Føde. 13 Thi hver, som får Mælk, er ukyndig i den rette Tale, thi han er spæd; 14 men for de fuldkomne er den faste Føde, for dem, som på Grund af deres Erfaring have Sanserne øvede til at skelne mellem godt og ondt.