1 Derpå sagde HERREN til Noa: “Gå ind i Arken med hele dit Hus, thi dig har jeg fundet retfærdig for mine Øjne i denne Slægt. 2 Af alle rene Dyr skal du tage syv Par, Han og Hun, og af alle urene Dyr ét Par, Han og Hun, 3 ligeledes af Himmelens Fugle syv Par, Han og Hun, for at de kan forplante sig på hele Jorden. 4 Thi om syv Dage vil jeg lade det regne på Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter og udslette alle Væsener, som jeg har gjort, fra Jordens Flade.” 5 Og Noa gjorde ganske som HERREN havde pålagt ham. 6 Noa var 600 År gammel, da Vandfloden kom over Jorden. 7 Noa gik med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner ind i Arken for at undslippe Flodens Vande. 8 De rene og de urene Dyr, Fuglene og alt, hvad der kryber på Jorden, 9 gik Par for Par ind i Arken til Noa, Han og Hundyr, som Gud havde pålagt Noa. 10 Da nu syv Dage var omme, kom Flodens Vande over Jorden; 11 i Noas 600de Leveår på den syttende Dag i den anden Måned, den Dag brast det store Verdensdybs Kilder, og Himmelens Sluser åbnedes, 12 og Regnen faldt over Jorden i fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter. 13 Selv samme Dag gik Noa ind i Arken og med ham hans Sønner Sem, Kam og Jafet, hans Hustru og hans tre Sønnekoner 14 og desuden alle vildtlevende Dyr efter deres Arter, alt Kvæg efter dets Arter, alt Kryb på Jorden efter dets Arter og alle Fugle efter deres Arter, alle Fugle, alt, hvad der har Vinger; 15 af alt Kød, som har Livsånde, gik Par for Par ind i Arken til Noa; 16 Han og Hundyr af alt Kød gik ind, som Gud havde påbudt, og HERREN lukkede efter ham. 17 Da kom Vandfloden over Jorden i fyrretyve Dage, og Vandet steg og løftede Arken, så den hævedes over Jorden. 18 Og Vandet steg og stod højt over Jorden, og Arken flød på Vandet; 19 og Vandet steg og steg over Jorden, så de højeste Bjerge under Himmelen stod under Vand; 20 femten Alen stod Vandet over dem, så Bjergene stod helt under Vand. 21 Da omkom alt Kød, som rørte sig på Jorden, Fugle, Kvæg, vildtlevende Dyr og alt Kryb på Jorden og alle Mennesker; 22 alt, i hvis Næse det var Livets Ånde, alt, hvad der var på det faste Land, døde. 23 Således udslettedes alle Væsener, der var på Jordens Flade, Mennesker, Kvæg, Kryb og Himmelens Fugle; de udslettedes af Jorden, og tilbage blev kun Noa og de, der var hos ham i Arken. 24 Vandet steg over Jorden i 150 Dage.
<- 1 MOSEBOG 61 MOSEBOG 8 ->