1 Derefter gik Moses og Aron hen og sagde til Farao: “Så siger HERREN, Israels Gud: Lad mit Folk rejse, for at de kan holde Højtid for mig i Ørkenen!” 2 Men Farao sagde: “Hvem er HERREN, at jeg skulde adlyde ham og lade Israelitterne rejse? Jeg kender ikke noget til HERREN, og jeg vil heller ikke lade Israelitterne rejse!” 3 De svarede: “Hebræernes Gud har mødt os; tillad os nu at drage tre Dagsrejser ud i Ørkenen og ofre til HERREN. vor Gud, for at han ikke skal slå os med Pest eller Sværd!” 4 Men Ægypterkongen sagde til dem: “Hvorfor vil I, Moses og Aron, forstyrre Folket i dets Arbejde? Gå til eders Trællearbejde!” 5 Og Farao sagde: “Folket er så vist dovent nok; og nu vil I have dem fri fra deres Trællearbejde!” 6 Samme Dag udstedte Farao følgende Befaling til Fogederne over Folket og dets Opsynsmænd: 7 “I skal ikke mere som hidtil give Folket Halm til Teglarbejdet; de skal selv gå ud og sanke Halm; 8 men alligevel skal I pålægge dem at lave lige så mange Teglsten som hidtil, I må ikke eftergive dem noget; thi de er dovne, og derfor er det, de råber op og siger: Lad os drage ud og ofre til vor Gud! 9 Strengt Arbejde skal de Mennesker have, for at de kan være optaget deraf og ikke af Løgnetale.” 10 Da gik Folkets Fogeder og Opsynsmænd ud og sagde til Folket: “Således siger Farao: Jeg vil ikke mere give eder Halm; 11 gå selv ud og sank eder Halm, hvor I kan finde det, men i eders Arbejde bliver der intet eftergivet!” 12 Da spredte Folket sig over hele Ægypten for at samle Halmstrå. 13 Men Fogederne trængte på og sagde: “I skal Dag for Dag yde fuldt Arbejde, ligesom dengang I fik Halm!” 14 Og Israelitternes Opsynsmænd, som Faraos Fogeder havde sat over dem, fik Prygl, og der blev sagt til dem: “Hvorfor stryger I ikke mere det fastsatte Antal Teglsten ligesom før?” 15 Da gik Israelitternes Opsynsmænd hen og råbte til Farao: “Hvorfor handler du således med dine Trælle? 16 Dine Trælle får ingen Halm, og dog siger de til os: Lav Teglsten! Og dine Trælle får Prygl; du forsynder dig mod dit Folk.” 17 Men han svarede: “I er dovne, det er det, I er! Derfor siger I: Lad os rejse ud og ofre til HERREN! 18 Gå nu hen og tag fat på eders Arbejde; I får ingen Halm, men I skal levere det samme Antal Teglsten!” 19 Israelitternes Opsynsmænd følte sig ilde stedt ved at skulle sige: “Der må intet eftergives i, hvad I daglig skal skaffe af Teglsten!” 20 Og da de ved deres Bortgang fra Farao traf Moses og Aron, som stod og ventede på dem, 21 sagde de til dem: “HERREN se til eder og dømme eder, fordi I har vakt Afsky mod os hos Farao og hans Tjenere og lagt dem et Sværd i Hånden til at dræbe os med!” 22 Da vendte Moses sig igen til HERREN og sagde: “Herre, hvorfor har du handlet ilde med dette Folk? Hvorfor har du udsendt mig? 23 Siden jeg har været hos Farao og talt i dit Navn, har han handlet ilde med dette Folk, og frelst dit Folk har du ikke!”