1 Da Jetro, Præsten i Midjan, Moses' Svigerfader, hørte om alt, hvad Gud havde gjort for Moses og hans Folk Israel, hvorledes HERREN havde ført Israel ud af Ægypten, 2 tog Jetro, Moses' Svigerfader, Zippora, Moses' Hustru, som han havde sendt hjem, 3 tillige med hendes to Sønner. Af dem hed den ene Gersom; “thi”, havde han sagt, “jeg er blevet Gæst i et fremmed Land”; 4 og den anden hed Eliezer; “thi”, havde han sagt, “min Faders Gud har været min Hjælp* og frelst mig fra Faraos Sværd!” { [*på hebr. Ordspil med Navnet Eliezer.] } 5 Og Jetro, Moses' Svigerfader, kom med hans Sønner og Hustru til Moses i Ørkenen, hvor han havde slået Lejr ved Guds Bjerg, 6 og han lod Moses melde: “Jetro, din Svigerfader, kommer til dig med din Hustru og hendes to Sønner!” 7 Da gik Moses sin Svigerfader i Møde, bøjede sig for ham og kyssede ham; og da de havde hilst på hinanden, gik de ind i Teltet. 8 Moses fortalte sin Svigerfader om alt, hvad HERREN havde gjort ved Farao og Ægypten for Israels Skyld, og om alle de Besværligheder, der havde mødt dem undervejs, og hvorledes HERREN havde frelst dem. 9 Da glædede Jetro sig over alt det gode, HERREN havde gjort mod Israel, idet han havde frelst dem af Ægypternes Hånd. 10 Og Jetro sagde: “Lovet være HERREN, som har frelst eder af Ægypternes og Faraos. Hånd!” 11 Nu ved jeg, at HERREN er større end alle Guder, thi netop ved det, de i deres Overmod foretog sig imod dem, frelste han Folket af Ægypternes Hånd. 12 Derpå udtog Jetro, Moses' Svigerfader, Brændofre og Slagtofre til Gud; og Aron og alle Israels Ældste kom for at holde Måltid for Guds Åsyn med Moses' Svigerfader. 13 Næste Morgen tog Moses Sæde for at holde Ret for Folket, og Folket stod omkring Moses fra Morgen til Aften. 14 Men da Moses' Svigerfader så alt det Arbejde, han havde med Folket, sagde han: “Hvad er dog det for et Arbejde, du har med Folket? Hvorfor sidder du alene til Doms, medens alt Folket står omkring dig fra Morgen til Aften?” 15 Moses svarede sin Svigerfader: “Jo, Folket kommer til mig for at rådspørge Gud; 16 når de har en Retssag, kommer de til mig, og jeg dømmer Parterne imellem og kundgør dem Guds Anordninger og Love.” 17 Da sagde Moses' Svigerfader til ham: “Det er ikke klogt, som du bærer dig ad med det. 18 På den Måde bliver jo både du selv og Folket der omkring dig ganske udmattet, thi det Arbejde er dig for anstrengende, du kan ikke overkomme det alene. 19 Læg dig nu på Sinde, hvad jeg siger; jeg vil give dig et Råd, og Gud skal være med dig: Du skal. selv træde frem for Gud på Folkets Vegne og forelægge Gud de forefaldende Sager; 20 og du skal indskærpe dem Anordningerne og Lovene og lære dem den Vej, de skal vandre, og hvad de har at gøre. 21 Men du skal af hele Folket udvælge dig dygtige Mænd, som frygter Gud, Mænd, som er til at lide på og hader uretfærdig Vinding, og dem skal du sætte over dem som Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; 22 lad dem til Stadighed holde Ret for Folket. Alle vigtigere Sager skal de forebringe dig, men alle mindre Sager skal de selv afgøre. Let dig således Arbejdet og lad dem komme til at bære Byrden med dig. 23 Dersom du handler således og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt Folket der kan gå tilfreds hjem.” 24 Moses fulgte sin Svigerfaders Råd og gjorde alt, hvad han foreslog. 25 Og Moses udvalgte dygtige Mænd af hele Israel og gjorde dem til Øverster over Folket, til Forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti. 26 De holdt derpå til Stadighed Ret for Folket; de vanskelige Sager forebragte de Moses, men alle mindre Sager afgjorde de selv. 27 Derpå tog Moses Afsked med sin Svigerfader, og denne begav sig til sit Land.

<- 2 MOSEBOG 172 MOSEBOG 19 ->