1 Så brød de op fra Elim, og hele Israelitternes Menighed kom til Sins Ørken, der ligger mellem Elim og Sinaj, på den femtende Dag i den anden Måned efter deres Udvandring af Ægypten. 2 Men hele Israelitternes Menighed knurrede mod Moses og Aron i Ørkenen, 3 og Israelitterne sagde til dem: “Var vi dog blot døde for HERRENS Hånd i Ægypten, hvor vi sad ved Kødgryderne og kunde spise os mætte i Brød! Thi I har ført os ud i denne Ørken for at lade hele denne Forsamling dø af Sult.” 4 Da sagde HERREN til Moses: “Se, jeg vil lade Brød regne ned fra Himmelen til eder, og Folket skal gå ud og hver Dag samle så meget, som de daglig behøver, for at jeg kan prøve dem, om de vil følge min Lov eller ej. 5 Og når de på den sjette Ugedag tilbereder, hvad de har bragt hjem, så skal det være dobbelt så meget, som de samler de andre Dage.” 6 Og Moses og Aron sagde til alle Israelitterne: “I Aften skal I kende, at det er HERREN, som har ført eder ud af Ægypten, 7 og i Morgen skal I skue HERRENS Herlighed, thi han har hørt eders Knurren mod HERREN; thi hvad er vel vi, at I knurrer mod os!” 8 Og Moses tilføjede: “Det skal ske, når HERREN i Aften giver eder Kød at spise og i Morgen Brød at mætte eder med; thi HERREN har hørt, hvorledes I knurrer mod ham; thi hvad er vi? Thi det er ikke os, I knurrer imod, men HERREN.” 9 Derpå sagde Moses til Aron: “Sig til hele Israelitternes Menighed: Træd frem for HERRENS Åsyn, thi han har hørt eders Knurren!” 10 Og da Aron sagde det til hele Israelitternes Menighed, vendte de sig mod Ørkenen, og se, HERRENS Herlighed viste sig i Skyen. 11 Da talede HERREN til Moses og sagde: 12 “Jeg har hørt Israelitternes Knurren; sig til dem: Ved Aftenstid skal I få Kød at spise, og i Morgen tidlig skal I få Brød at mætte eder med, og I skal kende, at jeg er HERREN eders Gud.” 13 Da det nu blev Aften, kom en Sværm Vagtler flyvende og faldt i et tykt Lag over Lejren; og næste Morgen lå Duggen tæt rundt om Lejren, 14 og da Duggen svandt, var Ørkenen dækket med noget fint, skælagtigt noget, noget fint der lignede Rim på Jorden. 15 Da Israelitterne så det, spurgte de hverandre: “Hvad* er det?” Thi de vidste ikke, hvad det var; men Moses sagde til dem: “Det er det Brød, HERREN har givet eder til Føde! { [*hebr.: “man”. Joh. 6, 31. 1 Kor. 10, 3.] } 16 Og således har HERREN påbudt: I skal samle deraf, enhver så meget som han har behov, en Omer for hvert Hoved; I skal tage deraf i Forhold til Antallet af eders Husfolk, enhver skal tage deraf til dem, der er i hans Telt!” 17 Israelitterne gjorde nu således, og de samlede, nogle mere og andre mindre; 18 og da de målte det med Omeren, havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til Føde. 19 Derpå sagde Moses til dem: “Ingen må gemme noget deraf til næste Morgen!” 20 Dog adlød de ikke Moses, og nogle af dem gemte noget deraf til næste Morgen; men da var det fuldt af Orme og lugtede. Da blev Moses vred på dem. 21 Således samlede de nu hver Morgen, enhver så meget som han havde behov. Men når Solen begyndte at brænde, smeltede det. 22 På den sjette Ugedag havde de samlet dobbelt så meget Brød, to Omer for hver Person. Og alle Menighedens Øverster kom og sagde det til Moses; 23 men han sagde til dem: “Det er netop, som HERREN har sagt. I Morgen er det Hviledag, en hellig Sabbat for HERREN. Bag, hvad I vil bage, og kog, hvad I vil koge, men læg det tiloversblevne til Side for at gemme det til i Morgen!” 24 De lagde det da til Side til næste Dag, som Moses havde befalet, og det kom ikke til at lugte, og der gik ikke Orm deri. 25 Derpå sagde Moses: “Det skal I spise i Dag, thi i Dag er det Sabbat for HERREN; i Dag finder I intet ude på Marken. 26 I seks Dage skal I samle det, men på den syvende Dag, på Sabbaten, er der intet at finde.” 27 Alligevel var der nogle blandt Folket, der gik ud på den syvende Dag for at samle; men de fandt intet. 28 Da sagde HERREN til Moses: “Hvor længe vil I vægre eder ved at holde mine Bud og Love? 29 Betænk dog, at HERREN har givet eder Sabbaten! Derfor giver han eder på den sjette Dag Brød til to Dage. Enhver af eder skal blive, hvor han er, og ingen må forlade sin Bolig på den syvende Dag!” 30 Da hvilede Folket på den syvende Dag. 31 Men Israelitterne kaldte det Manna; det lignede hvide Korianderfrø og smagte som Honningkager. 32 Moses sagde fremdeles: “Således har HERREN påbudt: En Omer fuld deraf skal gemmes til eders Efterkommere, for at de kan se det Brød, jeg gav eder at spise i Ørkenen, da jeg førte eder ud af Ægypten!” 33 Og Moses sagde til Aron: “Tag en Krukke, kom en Omer Manna deri og stil den foran HERRENS Åsyn for at gemmes til eders Efterkommere!” 34 Og Aron gjorde, som HERREN havde pålagt Moses, og han stillede den foran Vidnesbyrdet* for at gemmes. { [*dvs. Vidnesbyrdet om Guds Vilje på Lovens Tavler.] } 35 Og Israelitterne spiste Manna i fyrretyve År, indtil de kom til beboede Egne; de spiste Manna, indtil de kom til Grænsen af Kana'ans Land. 36 En Omer er Tiendedelen af en Efa.

<- 2 MOSEBOG 152 MOSEBOG 17 ->