1 Ved den Lejlighed sang Moses og Israelitterne denne Sang for HERREN: Jeg vil synge for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! 2 HERREN er min Styrke og min Lovsang, og han blev mig til Frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min Faders Gud, og jeg vil ophøje ham. 3 HERREN er en Krigshelt, HERREN er hans Navn! 4 Faraos Vogne og Krigsmagt styrted han i Havet, hans ypperste Vognkæmpere drukned i det røde Hav, 5 Strømmene dækked dem, de sank som Sten i Dybet. 6 Din højre, HERRE, er herlig i Kraft, din højre, HERRE, knuser Fjenden. 7 I din Højheds Vælde fælder du dine Modstandere, du slipper din Harme løs, den fortærer dem som Strå. 8 Ved din Næses Pust dyngedes Vandene op, Vandene stod som en Vold, Strømmene stivnede midt i Havet. 9 Fjenden tænkte: “Jeg sætter efter dem, indhenter dem, uddeler Bytte, stiller mit Begær på dem; jeg drager mit Sværd, min Hånd skal udrydde dem.” 10 Du blæste med din Ånde, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de vældige Vande. 11 Hvo er som du blandt Guder, HERRE, hvo er som du, herlig i Hellighed, frygtelig i Stordåd, underfuld i dine Gerninger! 12 Du udrakte din højre, og Jorden slugte dem. 13 Du leded i din Miskundhed det Folk, du genløste, du førte det i din Vælde til din hellige Bolig. 14 Folkene hørte det og bæved, Skælven greb Filisterlandets Folk. 15 Da forfærdedes Edoms Høvdinger, Moabs Fyrster grebes af Rædsel, Kana'ans Beboere tabte alle Modet. 16 Skræk og Angst faldt over dem, ved din Arms Vælde blev de målløse som Sten, til dit Folk var nået frem, o HERRE, til Folket, du vandt dig, var nået frem. 17 du førte dem frem og planted dem i din Arvelods Bjerge, på det Sted du beredte dig til Bolig, HERRE, i den Helligdom, Herre, som dine Hænder grundfæsted. 18 HERREN er Konge i al Evighed! 19 Thi da Faraos Heste med hans Vogne og Ryttere drog ud i Havet, lod HERREN Havets Vande strømme tilbage over dem, medens Israelitterne gik gennem Havet på tør Bund. 20 Da greb Profetinden Mirjam, Arons Søster, Pauken, og alle Kvinderne fulgte hende med Pauker og Danse, 21 og Mirjam sang for: Syng for HERREN, thi han er højt ophøjet, Hest og Rytter styrted han i Havet! 22 Derpå lod Moses Israel bryde op fra det røde Hav, og de drog ud i Sjurs Ørken, og de vandrede tre Dage i Ørkenen uden at finde Vand. 23 Så nåede de Mara*, men de kunde ikke drikke Vandet for dets bitre Smag, thi det var bittert; derfor kaldte man Stedet Mara. { [*betyder Bitterhed.] } 24 Da knurrede Folket mod Moses og sagde: “Hvad skal vi drikke?” 25 Men han råbte til HERREN, og da viste HERREN ham en bestemt Slags Træ; og da han kastede det i Vandet, blev Vandet drikkeligt. Der gav han dem Bestemmelser om Lov og Ret, og der satte han dem på Prøve. 26 Og han sagde: “Hvis du vil høre på HERREN din Guds Røst og gøre, hvad der er ret i hans Øjne, og lytte til hans Bud og holde dig alle hans Bestemmelser efterrettelig, så vil jeg ikke bringe nogen af de Sygdomme over dig, som jeg bragte over Ægypterne, men jeg HERREN er din Læge!” 27 Derpå kom de til Elim, hvor der var tolv Vandkilder og halvfjerdsindstyve Palmetræer, og de lejrede sig ved Vandet der.

<- 2 MOSEBOG 142 MOSEBOG 16 ->