1 Og HERREN talede til Moses og sagde: 2 “Du skal hellige mig alt det førstefødte, alt, hvad der åbner Moders Liv hos Israelitterne både af Mennesker og Kvæg; det skal tilhøre mig!” 3 Og Moses sagde til Folket: “Kom denne Dag i Hu, på hvilken I vandrer ud af Ægypten, af Trællehuset, thi med stærk Hånd førte HERREN eder ud derfra! Og der må ikke spises syret Brød. 4 I Dag vandrer I ud, i Abib Måned. 5 Når nu HERREN fører dig til Kana'anæernes, Hetitternes, Amoritternes, Hivvitternes og Jebusitternes Land, som han tilsvor dine Fædre at ville give dig, et Land, der flyder med Mælk og Honning, så skal du overholde denne Skik i denne Måned. 6 I syv Dage skal du spise usyret Brød, og på den syvende Dag skal der være Højtid for HERREN. 7 I disse syv Dage skal der spises usyret Brød, og der må hverken findes syret Brød eller Surdej hos dig nogetsteds inden dine Landemærker. 8 Og du skal på den Dag fortælle din Søn, at dette sker i Anledning af, hvad HERREN gjorde for dig, da du vandrede ud af Ægypten! 9 Det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, for at HERRENS Lov må være i din Mund, thi med stærk Hånd førte HERREN dig ud af Ægypten. 10 Og du skal holde dig denne Anordning efterrettelig til den fastsatte Tid, År efter År. 11 Og når HERREN fører dig til Kana'anæernes Land, således som han tilsvor dig og dine Fædre, og giver dig det, 12 da skal du overlade HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv; alt det førstefødte, som falder efter dit Kvæg, for så vidt det er et Handyr, skal tilhøre HERREN. 13 Men alt det førstefødte af Æslerne skal du udløse med et Stykke Småkvæg, og hvis du ikke udløser det, skal du sønderbryde dets Hals; og alt det førstefødte af Mennesker blandt dine Sønner skal du udløse. 14 Og når din Søn i Fremtiden spørger dig: Hvad betyder dette? skal du svare ham: Med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten, af Trællehuset; 15 og fordi Farao gjorde sig hård og ikke vilde lade os drage bort, ihjelslog HERREN alt det førstefødte i Ægypten både af Folk og Fæ; derfor ofrer vi HERREN alt, hvad der åbner Moders Liv, for så vidt det er et Handyr, og alt det førstefødte blandt vore Sønner udløser vi! 16 Og det skal være dig som et Tegn på din Hånd og et Erindringsmærke på din Pande, thi med stærk Hånd førte HERREN os ud af Ægypten.” 17 Da Farao lod Folket drage bort, førte Gud dem ikke ad Vejen til Filisterlandet, som havde været den nærmeste, thi Gud sagde: “Folket kunde komme til at fortryde det, når de ser, der bliver Krig, og vende tilbage til Ægypten.” 18 Men Gud lod Folket gøre en Omvej til Ørkenen i Retning af det røde Hav. Israelitterne drog nu væbnede ud af Ægypten. 19 Og Moses tog Josefs Ben med sig, thi denne havde taget Israels Sønner i Ed og sagt: “Når Gud ser til eder, skal I føre mine Ben med eder herfra!” 20 De brød op fra Sukkot og lejrede sig i Etam ved Randen af Ørkenen. 21 Men HERREN vandrede foran dem, om dagen i en Skystøtte for at vise dem Vej og om Natten i en Ildstøtte for at lyse for dem; så kunde de rejse både Dag og Nat. 22 Og Skystøtten veg ikke fra Folket om Dagen, ej heller Ildstøtten om Natten.

<- 2 MOSEBOG 122 MOSEBOG 14 ->