1 Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt: 2 Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse. 3 Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han; 4 thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn; 5 og det har hverken set eller kendt Sol; det får end ikke en Grav; det hviler bedre end han. 6 Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen? 7 Al Menneskets Flid tjener hans Mund, og dog stilles hans Sult aldrig. 8 Thi hvad har den vise forud for Tåben, hvad båder det den arme, der ved at vandre for de levendes Øjne? 9 Bedre at se med sine Øjne end higende Attrå. Også det er Tomhed og Jag efter Vind. 10 Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn*, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste**. { [*dvs. har fået sin Skæbne fastsat.] / [*dvs. Gud.] } 11 Thi jo flere Ord der bruges, des større bliver Tomheden, og hvad gavner de Mennesket? 12 Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død?