1 og Mederen Darius overtog Riget i en Alder af to og tresindstyve År. 2 Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele Riget; 3 og over dem satte han tre Rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at Satraperne skulde aflægge Regnskab for dem, så Kongen intet Tab led. 4 Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre Rigsråder og Satraperne, eftersom der var en ypperlig Ånd i ham, og Kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele Riget, 5 søgte Rigsråderne og Satraperne at finde en eller anden Brøde i hans Embedsførelse; men de kunde ikke finde nogen Brøde eller Brist, da han var tro og der ingen Efterladenhed eller Brist var at finde hos ham. 6 Så sagde disse Mænd: “Vi finder ingen Sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.” 7 Derfor stormede disse Rigsråder og Satraper til Kongen og talte således til ham: “Kong Darius leve evindelig! 8 Alle Rigsråderne, Landshøvdingerne, Satraperne, Rådsherrerne og Statholderne er enedes om, at et Kongebud bør udstedes og et Forbud udgå om, at enhver, som i tredive Dage beder en Bøn til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen. 9 Derfor skal du, o Konge, udstede Forbudet og lade en Skrivelse udgå, som efter Medernes og Persernes uryggelige Lov ikke kan tages tilbage.” 10 Derfor lod kong Darius en Skrivelse udgå med dette Forbud. 11 Men så snart Daniel fik at vide, at Skrivelsen var udgået, gik han ind i sit Hus; i dets Stue på Taget havde han åbne Vinduer i Retning mod Jerusalem, og han faldt på Knæ tre Gange om Dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort. 12 Da stormede hine Mænd ind og fandt Daniel i Færd med at bede og bønfalde sin Gud. 13 Så gik de til kongen og bragte det kongelige Forbud på Tale, idet de spurgte: “Har du ikke udstedt et Forbud om, at enhver, som i tredive Dage beder til nogen anden end dig, o Konge, det være sig til en Gud eller et Menneske, skal kastes i Løvekulen?” Kongen svarede: “Sagen står fast efter Medernes og Persernes uryggelige Lov.” 14 Så svarede de Kongen: “Daniel, en af de bortførte Judæere, ænser hverken dig, o Konge, eller Forbudet, du udstedte, men beder sin Bøn tre Gange om Dagen!” 15 Da Kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede, hvorledes han kunde redde Daniel, og lige til Solens Nedgang søgte han at finde en Udvej til at hjælpe ham. 16 Men så stormede hine Mænd til Kongen og sagde: “Vid, o Konge, at det er medisk og persisk Ret, at intet Forbud og ingen Lov, som Kongen udsteder, kan tages tilbage!” 17 Da blev Daniel på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen; men Kongen sagde til Daniel: “Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!” 18 Så blev der hentet en Sten og lagt over Kulens Åbning; og Kongen forseglede den med sin egen og sine Stormænds Seglring, at der ingen Ændring skulde ske i Daniels Sag. 19 Derpå gik Kongen til sit Palads, hvor han fastede hele Natten. Han lod ingen Kvinder komme ind til sig, og Søvnen veg fra ham. 20 Ved Daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til Løvekulen. 21 Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen tog til Orde og sagde til Daniel: “Daniel, du den levende Guds Tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunde redde dig fra Løverne?” 22 Da svarede Daniel Kongen: “Kongen leve evindelig! 23 Min Gud sendte sin Engel og lukkede Løvernes Gab, så de ikke har gjort mig nogen Men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans Åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o Konge!” 24 Og Kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af Kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst Men, eftersom han havde troet på sin Gud. 25 Men hine Mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på Kongens Bud hentet og kastet i Løvekulen tillige med deres Børn og Hustruer, og næppe havde de nået Kulens Bund, før Løverne kastede sig over dem og knuste alle Ben i dem. 26 Derpå skrev Kong Darius til alle Folk, Stammer og Tungemål på hele Jorden: “Fred være med eder i rigt Mål! 27 Hermed byder jeg, at man, så vidt mit Rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i Evighed; hans Rige kan ikke forgå, og hans Herredømme er uden Ende. 28 Det er ham, der redder og udfrier, og han gør Tegn og Undere i Himmelen og på Jorden, han, som reddede Daniel af Løvernes Vold!” 29 Og Daniel vedblev at have Lykken med sig under Darius' og Perseren Kyros' Regering.