1 SAMUEL

1 Der var en Mand fra Ramatajim, en Zufit fra Efraims Bjerge ved Navn Elkana, en Søn af Jerobam, en Søn af Elihu, en Søn af Tohu, en Søn af Zuf, en Efraimit. 2 Han havde to Hustruer; den ene hed Hanna, den anden Peninna; Peninna havde Børn, men Hanna ikke. 3 Denne Mand drog hvert År op fra sin By for at tilbede Hærskarers HERRE og ofre til ham i Silo, hvor Elis to Sønner Hofni og Pinehas Var Præster for HERREN. 4 En Dag ofrede nu Elkana - han plejede at give sin Hustru Peninna og alle hendes Sønner og Døtre flere Dele, 5 men skønt han elskede Hanna, gav han hende kun én Del, fordi HERREN havde tillukket hendes Moderliv; 6 hendes Medbejlerske tilføjede hende også grove Krænkelser for den Skam, at HERREN havde tillukket hendes Moderliv. 7 Således gik det År efter År: hver Gang de drog op til HERRENS Hus, krænkede hun hende således så skete det, at hun græd og ikke vilde spise. 8 Da sagde hendes Mand Elkana til hende: “Hanna, hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke? Hvorfor er du mismodig? Er jeg dig ikke mere værd end ti Sønner?” 9 Men da de havde holdt Måltid i Silo, stod Hanna op og trådte hen for HERRENS Åsyn, medens Præsten Eli sad på sin Stol ved en af Dørstolperne i HERRENS Hus; 10 og i sin Vånde bad hun under heftig Gråd til HERREN 11 og aflagde det Løfte: “Hærskarers HERRE! Hvis du vil se til din Tjenerindes Nød og komme mig i Hu og ikke glemme din Tjenerinde, men give din Tjenerinde en Søn, så vil jeg give ham til HERREN alle hans Levedage, og ingen Ragekniv skal komme på hans Hoved!” 12 Således bad hun længe for HERRENS Åsyn, og Eli iagttog hendes Mund; 13 men da Hanna talte ved sig selv, så kun hendes Læber bevægede sig, og hendes Stemme ikke kunde høres, troede Eli, at hun var beruset, 14 og sagde til hende: “Hvor længe vil du gå og være drukken? Se at komme af med din Rus!” 15 Men Hanna svarede: “Nej, Herre! Jeg er en hårdt prøvet Kvinde; Vin og stærk Drik har jeg ikke drukket; jeg udøste kun min Sjæl for HERRENS Åsyn. 16 Regn ikke din Trælkvinde for en dårlig Kvinde! Nej, hele Tiden har jeg talt ud af min dybe Kummer og Kvide!” 17 Eli svarede: “Gå bort i Fred! Israels Gud vil give dig, hvad du har bedt ham om!” 18 Da sagde hun: “Måtte din Trælkvinde finde Nåde for dine Øjne!” Så gik Kvinden sin Vej, og hun spiste og så ikke længer forgræmmet ud. 19 Næste Morgen stod de tidligt op og kastede sig ned for HERRENS Åsyn; og så vendte de tilbage og kom hjem til deres Hus i Rama. Og Elkana kendte sin Hustru Hanna, og HERREN kom hende i Hu; 20 og hun blev frugtsommelig og fødte en Søn Året efter og gav ham Navnet Samuel; “thi,” sagde hun, “jeg har bedt* mig ham til hos HERREN!” { [*på hebr. Ordspil på Navnet Samuel.] } 21 Da Elkana nu med hele sit Hus drog op for at bringe HERREN det årlige Offer og sit Løfteoffer, 22 drog Hanna ikke med; thi hun sagde til sin Mand: “Jeg vil vente, til Drengen er vænnet fra, så vil jeg bringe ham derhen, for at han kan stedes for HERRENS Åsyn og blive der for stedse!” 23 Da sagde hendes Mand Elkana til hende: “Gør, som du synes! Bliv her, indtil du har vænnet ham fra! Måtte HERREN kun gøre dit Ord til Virkelighed!” Så blev Kvinden hjemme og ammede sin Søn, indtil hun vænnede ham fra. 24 Men da hun havde vænnet ham fra, tog hun ham med, desuden en treårs Tyr, en Efa Mel og en Dunk Vin, og hun kom til HERRENS Hus i Silo og havde Drengen med. 25 Da nu Tyren var slagtet, kom Drengens Moder til Eli 26 og sagde: “Hør mig, Herre! Så sandt du lever, Herre, jeg er den Kvinde, som stod her ved din Side og bad til HERREN. 27 Om denne Dreng bad jeg, og HERREN gav mig, hvad jeg bad ham om. 28 Derfor vil jeg også overlade ham til HERREN; hele sit Liv skal han være overladt til HERREN!” Og hun lod ham blive der for HERRENS Åsyn.